Nu er jeg vist kommet mig så meget over min jetlag, at jeg kan give jer et lille rids af min tur til ABA, American Booksellers Association’s Winter Institute i Ashville, North Carolina, USA, hvor jeg var fra søndag til onsdag i vinterferien, lige efter De berusedes vej udkom herhjemme.

De af jer, der også følger mig på instagram, har set de billeder, jeg har delt fra Winter Institute – og de er ikke kedelige. For selve seancen blev holdt på et enormt hotel, der ikke lod hverken The Great Northern fra Twin Peaks eller The Overlook Hotel fra Kubrick’s The Shining noget efter: En enorm kasse i kampesten, der lå på en bjergskråning med udsigt ud over byen Asheville.

Gangene var lange og dystre på den der træagtige måde og lobbyen enorm: En 7-8 meter til loftet og kampestenspejs i begge ender – alle 7-8 meter op. Når der skulle en kævle på var ikke sådan en almindelig pind, som The Log Lady slæber rundt på, næ det var en cirka halvanden meter lang stamme, der blev lagt på.

Alt træværk var slebet i hånden og lakeret en syv-otte gange til det glødede. Og bare for lige at sætte prikken over i’et, blev der spillet swing-jazz (tænk Glenn Miller Orchestra) fra skjulte højttalere dag og nat.

For slet ikke at tale om udstillingsmontren med bizarre medicinæsker fra 1930‘erne! Nogle lignede ligefrem noget fra en horrorfilm – igen kan du se fotos på min instagram-profil.

Så hvis man troede – og det gjorde jeg – at production designerne havde måttet lede længe og gjort sig umage for at finde hotellerne, der optræder i The Shining og Twin Peaks, kan man godt tro om igen. De er derude, åbenbart i stor stil.

ABA er en sammenslutning af uafhængige boghandlere i USA og de mødes hvert år et sted i USA og diskuterer branchens problemer og løsninger. Samtidig benytter en del forlag lejligheden til at præsentere nye bøger for de mange forsamlede boghandlere – for det er næsten umuligt for nye forfattere at bryde igennem via de store kæder som Barnes and Nobles og netboghandlen Amazon, der jo som bekendt favoriserer volumen og store PR-budgetter. Det er gennem de små uafhængige boghandlere, det kan lade sig gøre at komme ind på det amerikanske marked. I hvert fald for sådan en som mig.

Det er mit canadiske forlag, House of Anansi, der distribuerer mine bøger i USA, og de havde, udover mig, den canadiske sanger David Usher fra alt-rockbandet Moist med. David holder en del foredrag for erhvervsfolk om kreativitet og har skrevet en bog i forlængelse af sine foredrag. Da vi er jævnaldrende, begge har relativt små børn og har spillet musik, klikkede vi med det samme og havde en fest.

Der var mere end 500 tilmeldte boghandlere til Winter Institute, og derfor var det selvfølgelig ikke muligt at tale med alle, men jeg fik fortalt mange om The House that Jack Built og mit forfatterskab og delte signerede bøger ud til højre og venstre.

Og jeg ved, at House of Anansi var glade – og på twitter er der i tiden efter kommet mange begejstrede kommentarer fra boghandlere, der har læst bogen.

Men først og fremmst var det et mindre eventyr for mig, som det forhåbentlig er fremgået af ovenstående.