The House that Jack Built i Asheville, North Carolina

Nu er jeg vist kommet mig så meget over min jetlag, at jeg kan give jer et lille rids af min tur til ABA, American Booksellers Association’s Winter Institute i Ashville, North Carolina, USA, hvor jeg var fra søndag til onsdag i vinterferien, lige efter De berusedes vej udkom herhjemme. De af jer, der også følger mig på instagram, har set de billeder, jeg har delt fra Winter Institute – og de er ikke kedelige. For selve seancen blev holdt på et enormt hotel, der ikke lod hverken The Great Northern fra Twin Peaks eller The Overlook Hotel fra Kubrick’s The Shining noget efter: En enorm kasse i kampesten, der lå på en bjergskråning med udsigt ud over byen Asheville. Gangene var lange og dystre på den der træagtige måde og lobbyen enorm: En 7-8 meter til loftet og kampestenspejs i begge ender – alle 7-8 meter op. Når der skulle en kævle på var ikke sådan en almindelig pind, som The Log Lady slæber rundt på, næ det var en cirka halvanden meter lang stamme, der blev lagt på. Alt træværk var slebet i hånden og lakeret en syv-otte gange til det glødede. Og bare for lige at sætte prikken over i’et, blev der spillet swing-jazz (tænk Glenn Miller Orchestra) fra skjulte højttalere dag og nat. For slet ikke at tale om udstillingsmontren med bizarre medicinæsker fra 1930‘erne! Nogle lignede ligefrem noget fra en horrorfilm – igen kan du se fotos på min instagram-profil. Så hvis man troede – og det gjorde jeg – at production designerne havde måttet lede længe og gjort sig umage for at finde hotellerne, der optræder i The...

OM AT SKRIVE – OG OM AT SKRIVE DE BERUSEDES VEJ

At skrive er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, simpelthen. Min far er klassisk arkæolog, og da jeg var dreng, sad han tit og læste og tog noter om aftenen. Og jeg kan huske, jeg syntes, det var stærkt fascinerende: At man kunne sidde med en hel verden i hovedet og samtidig fastholde den på skrift. Det dér – det ville jeg også! Siden kom jeg så ud på en kraftig omvej med punk og rockmusik, en omvej, der også har formet den måde jeg skriver på. Og det jeg skriver om.   For min trejde krimi om Lars Winkler, De berusedes vej, er farvet af mine egne oplevelser og erindringer fra min tid i det københavnske punkmiljø først i 1980‘erne, altså på kanten til BZ.   Da jeg valgte at lade Lars Winkler dele fortid med mig – hvad punk angår – var det netop, fordi jeg anede konturerne af den historie, der nu er foldet ud i De berusedes vej i horisonten. Jeg vidste, at der var materiale til en roman her, og krimien føltes som den helt rigtige genre. For mig er der nemlig mange lighedspunkter mellem punk og krimi.   De fleste kan sikkert huske den turistplakat, der var for København for nogle årtier siden: En politibetjent, der holder trafikken tilbage, så en andemor kan passere gaden med sine ællinger. Det er ikke et direkte forkert billede på det danske samfund (selvom der efterhånden er røget et par ællinger i svinget), men når man insisterer på at fremvise sådan et glansbillede, må der nødvendigvis være en anden side også – et modbillede. Og det modbillede giver punken –...

Forget it Jake, it’s Chinatown!

Robert Townes og Roman Polanskis film Chinatown fra 1974 står for mig som en af de bedste og mest gennemførte film overhovedet. Og ved årets Oscaruddeling løb den da også med priserne for bedste manuskript, bedste film, bedste mandlige skuespiller, bedste kvindelige skuespiller, bedste instruktør og bedste fotografering. Plus naturligvis adskillige nomineringer. Alt sammen temmelig imponerende. Robert Towne skrev rollen som J.J. Gittes til Jack Nicholson, og det kan ses. Jack Nicholson er privatdetektiven med den mystiske fortid i Los Angeles’ politistyrke i 1930‘erne, hvor en episode i byens kinesiske kvarter, Chinatown, kostede en kvinde livet. Nu har han med økonomisk succes slået sig ned som privatdetektiv med speciale i at afsløre utroskab. Det er ikke et respektabelt job, som hans omgivelser konstant minder ham om, men Gittes er god til det, og det synes at passe perfekt til hans personlighed. Hans liv er altså i balance, da hustruen til en af ingeniørerne på byens vandværk, Evelyn Mullwray, tilbyder ham en sag, der på overfladen ser helt straight ud: Jeg tror, min mand er utro, find beviserne. Men sagen er pludselig mindre oplagt, da den rigtige Evelyn Mullwray kort efter opsøger ham og beder ham droppe sagen. For ingen er i virkeligheden interesseret i, at han begynder at rode i, hvad der hurtigt viser sig at være Mr. Mullwrays død. Gittes bryder sig ikke om at blive snydt, og herfra er det ikke længere bare et job. Det handler om ham selv – som mand, som menneske – og om en fortid, der skal sones. På overfladen og som utroskabsdetektiv adskiller J.J. Gittes sig ikke væsentligt fra Raymond Chandlers og Dashiell Hammets...

Intet nyt fra Rådhusvej – lykken ved at skrive krimistafet på Facebook

Som I ved, sluttede Eva Maria Fredensborg og min krimistafet i sidste uge med Eva Marias brag af en afslutning. Det har været en stor fornøjelse at skrive og en ikke mindre fornøjelse at se og læse, hvor godt I har taget imod projektet. Vi er ved at gå den samlede novelle – eller en kortroman er det næsten blevet til: 86 sider! – igennem for slå- og kommafejl. Og om ganske kort tid vil man kunne downloade hele historien, alle 14 afsnit, som E-bog med titlen Intet nyt fra Rådhusvej fra Bog & Idés hjemmeside – ganske gratis. Men lige nu og her, har jeg lyst til at bruge lidt plads på at forklare, hvorfor jeg synes, det har været en spændende og sjov proces. For lige kort at ridse præmissen op: Til et fælles signeringsarrangement hos Bog&Idé i Charlottenlund havde kunderne i butikken på forhånd skrevet små sedler med forslag til drabsvåben og gerningssted. Og Eva Maria og jeg trak så en seddel hver. Resultatet blev henholdsvis Brevkniv og Rådhusvej. Vi lovede så at skrive en kriminovelle, hvor drabsvåbnet var en brevkniv og gerningsstedet Rådhusvej ved Charlottenlund Station. Men for at gøre det lidt anderledes og ikke mindst nyt og udfordrende for os selv, aftalte vi, at lave det som en stafet, således at vi skiftedes til at skrive et afsnit hver. På forhånd havde vi aftalt drabsoffer, gerningsmand og motiv og så gik vi ellers igang. Og jeg skal love for, at det blev sjovt.   Writer’s block Som forfatter kan man nogle gange være sat fast. Man kan ikke komme videre. Man ved måske udmærket, hvad der...

Krimistafet afsnit 11

Så er afsnit 11 af min og Eva Maria Fredensborgs krimistafet live på min Facebookside. Vi nærmer os afslutningen, så nu gælder det om at hænge på. Læs hele afsnittet her