At skrive er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, simpelthen.
Min far er klassisk arkæolog, og da jeg var dreng, sad han tit og læste og tog noter om aftenen. Og jeg kan huske, jeg syntes, det var stærkt fascinerende: At man kunne sidde med en hel verden i hovedet og samtidig fastholde den på skrift.
Det dér – det ville jeg også!
Siden kom jeg så ud på en kraftig omvej med punk og rockmusik, en omvej, der også har formet den måde jeg skriver på. Og det jeg skriver om.
For min trejde krimi om Lars Winkler, De berusedes vej, er farvet af mine egne oplevelser og erindringer fra min tid i det københavnske punkmiljø først i 1980‘erne, altså på kanten til BZ.
Da jeg valgte at lade Lars Winkler dele fortid med mig – hvad punk angår – var det netop, fordi jeg anede konturerne af den historie, der nu er foldet ud i De berusedes vej i horisonten. Jeg vidste, at der var materiale til en roman her, og krimien føltes som den helt rigtige genre. For mig er der nemlig mange lighedspunkter mellem punk og krimi.
De fleste kan sikkert huske den turistplakat, der var for København for nogle årtier siden: En politibetjent, der holder trafikken tilbage, så en andemor kan passere gaden med sine ællinger. Det er ikke et direkte forkert billede på det danske samfund (selvom der efterhånden er røget et par ællinger i svinget), men når man insisterer på at fremvise sådan et glansbillede, må der nødvendigvis være en anden side også – et modbillede. Og det modbillede giver punken – og altså krimien.
Både punken og krimien gør nemlig det, at de tager alt det lort, som det omgivende samfund prøver at glemme og holde borte – ude af øje, ude af sind, ikke sandt? – og brækker det op i hovedet på det samme samfund igen. Begge føler en, sikkert barnlig, glæde ved at smøre det i et tykt lag ud over siderne: Korruption og vold, undertrykt begær og drifter, stoffer og sex. Alt det som vi ikke kan holde ud at se på, men gemmer bag ryggen, under sengen eller langt borte aller nederst i det underbevidste. Og når først det er røget derned, har det det som bekendt med at hoppe op igen på de mest ubelejlige tidspunkter.
Og så alligevel: For fra tid til anden nyder vi jo også at dykke ned i de dunkle drifter – på sikker afstand, i sofaen med en god bog.
God fornøjelse med De berusedes vej.
Recent Comments