OM JAKOB MELANDER

– Bøger og musik

Jakob Melander under video-shoot på Nørrebro Station

Foto: Martin Reinhard 

Jeg er født i 1965 i København og har to mindre søskende. Da jeg var barn sad min far, der er klassisk arkæolog, ofte om aftenen ved skrivebordet og læste og skrev. Og allerede dengang tænkte jeg, at dét der, det ville jeg også lave, når jeg blev voksen. Måske ikke lige arkæologi, men selve situationen: At sidde med en anden verden i hovedet og fastholde den på skrift.  

Samtidig er min mor børnebogsforfatter og filminstruktør, og da jeg først lærte at læse og selv kunne forsvinde ind i bøgerne, var jeg solgt.

Musik

Men i gymnasietiden kom musikken ind. Musik havde og har en meget voldsom indvirkning på mig. Musik er et guerillaangreb, der rammer dig, når du mindst venter det. Musik går bag om – eller rammer ind før – sproget, det går direkte i centralnervesystemet. Og derfor er det umuligt at undvige eller skærme sig. Man – eller i hvert fald jeg – er fuldstændig nøgen og forsvarsløs overfor musik. Både den gode og den dårlige. 

Jeg tror, vi alle sammen kender fornemmelsen af – eller kender nogle, der har den – at et bestemt stykke musik, eller en genre kan være fuldstændig uudholdelige at lytte til. Enten fordi musikken er dårlig, eller fordi vi forbinder den med noget ubehageligt, vi har læst eller oplevet. Musik kan altså også have en meget stærk negativ indvirkning.

Men omvendt – når det er godt – kan musik også give en næsten fysisk rus. Jeg læste for nylig, at nyere undersøgelser viser, at visse mennesker reagerer på musik, som andre reagerer på kokain. Og jeg kan godt skrive under på, at der er noget om snakken! På mange måder er det derfor min egen oplevelse af musik, jeg skildrer, første gang læseren møder Lars Winkler i Øjesten: “Kombinationen af Fenderbas og Telecaster rungede i hovedet på netop den ubeskriveligt fantastiske måde, der var bedre end stoffer og næsten lige så god som sex.” Musik går lige ind! 

Og den musik, der rykkede dengang jeg var ung, var punk og nyrock. Jeg var en del af den københavnske punkscene og spillede bla. bas i bandet Agony, hvis første gig var til en to-dages punk-festival i det dengang nyåbnede Ungdomshus på Jagtvej i København. Jeg var 16, vi spillede tre numre og Poul Borum tjekkede listen med bands, der hang på siden af PA-højttalerne, for at finde ud af, hvad vi hed. Det var stort!

Musik, der har haft betydning for mig – i kronologisk rækkefølge:

  • The Doors: “Strange Days”
  • Stravinskij: “Ildfuglen”
  • Pink Floyd: “The Piper at the Gates of Dawn”
  • Joy Division: “Closer”
  • Birthday Party: “Prayers on Fire”
  • Sort Sol: “Dagger and Guitar”
  • David Bowie: “Station to Station”, “Heroes”
  • Patti Smith: “Wave”
  • The Rolling Stones: “Beggar’s Banquet” og “Let it Bleed”
  • Led Zeppelin: “Led Zeppelin I”
  • Jimi Hendrix:  “Cry of Love”
  • The Cult: “Love”
  • Massive Attack: “Protection”
  • Mahler: 2. & 3. symfoni
  • Mercan Dede: “Seyahatname”

Vidste du … 

  • At jeg har spillet violin?
  • At jeg deltog i de arkæologiske udgravninger af det antikke Chalkis i Grækenland  i 1999 og 2000?
  • At jeg har deltaget i teaterfestivaler i Cairo og Istanbul for Betty Nansen Teatret?
  • At jeg spillede på Roskilde Festivalens Orange Scene i 1991 med bandet Redlands? Og at vi året før spillede i den rockklub i Hamborg, Grosse Freiheit, der nævnes en passant i Serafines anden del?

Redlands

I midten af 1980‘erne skiftede jeg fra bas til guitar og musikalsk begyndte jeg at bevæge mig mod en mere roots-agtig rockmusik. Jeg var med til at starte bandet Redlands, der i slut-80‘erne og begyndelsen af `90‘erne turnerede over hele Danmark og i det daværende Vesttyskland. Redlands indspillede en side på Dansk Rock Samråds tredobbelte live-lp, “Secrets III, Live” i 1990 sammen med bla. Her Personal Pain og Steffen Gilmartin. I 1991 spillede vi på Roskilde Festival på Orange Scene, og den koncert var nok højdepunktet på vores karriere. På godt og ondt.

Uddannelse

For bandet fik aldrig en rigtig pladekontrakt, og vi endte med at gå i opløsning af frustration. Efter et par andre band-projekter (Venus in Furs og det første Bowie Jam), begyndte jeg i 1996 at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Jeg havde altid vidst, at hvis musikken ikke kunne bære, ville jeg ende på universitetet – vende tilbage til det akademiske, arven fra min far, og til litteraturen og min mors forfattergen. 

Så som kandidat i 2002, og med et ophold og studier i Berlin i bagagen og som nyslået dramatiker fra Dramatiker Væksthus på Odsherred Teater, var det oplagt at begynde at skrive. Men inden arbejdede jeg som dramaturg og dramaturgassistent på forskellige københavnske teatre samt med webshops og kommunikation.

 

Det kulørte, kontrakt og udland

Jeg har altid været glad for det, man i min barndom i 1970‘erne kaldte “det kulørte.” Altså science fiction, tegneserier, fantasy, horror, rockmusik og den slags – og altså også kriminalromaner. Men jeg måtte over en del udkast til science fiction-romaner og lidt fantasy, før idéen til Øjesten pludselig var der. Det tog mig omkring et år at skrive og omskrive Øjesten. Og derfra gik det stærkt.   

14 dage efter jeg havde indsendt manuskriptet til forlaget i december 2011 ringede de og ville have et møde. Og ugen efter begyndte vi at forhandle kontrakt. Øjesten og efterfølgeren, Serafine, blev solgt til udgivelse i Tyskland, Holland, Rusland, Italien og Norge, inden Øjesten overhovedet var udkommet i Danmark. Senere kom også Tjekkiet og Slovakiet til. Og i Canada købte det respekterede forlag House of Anansi World English Rights

 

Musik og litteratur

Mit liv har altså skiftet frem og tilbage mellem musik og litteratur (og – kan man sige – med teatret som logisk mellemstation). Som nævnt har musik en utrolig stærk virkning. Men det er et meget kortvarigt kick, det varer måske et par sekunder. En koncert kan indeholde en serie af sådanne kicks eller momenter, men hver for sig varer adrenalinkicket altså ikke længe.

At skrive er anderledes. Kicket, det giver, er ikke en nær så voldsomt i øjeblikket. På mange måder minder det mere om at komponere: At sidde med sin guitar og prøve at finde de akkorder og melodier, jeg hører i mit hoved. Den rus det giver er længere, mere vedvarende og glæden og tilfredsstillelsen rækker ud over musikkens enkelte, sekundlange kick. 

Inspiration

Øjesten er inspireret af en avisartikel om en amerikansk seriemorder. Der er intet tilbage af den oprindelige historie i bogen. Men den blev et udgangspunkt, jeg kunne bygge videre på og transformere.

Serafine voksede ud af et billede, der dukkede op i mit hovede: En prostitueret ved siden af liget af Københavns overborgmester i en mørk lejlighed på Frederiksberg. Hvorfor sad hun der? Hvad var hun bange for? Dette billede satte en masse spørgsmål i gang, spørgsmål, som krævede svar – der igen satte arbejdet med romanen igang.

De tre bøger, der gennem tiden har gjort størst indtryk på mig, er:

  • “Den sorte bog” af Orhan Pamuk
  • “De islandske sagaer”, og
  • “Tales of Mystery and Imagination” af Edgar Allan Poe.

Og måske netop på grund af ovenstående er det vigtigt for mig at få musikken med i mine romaner. Jeg tænker i rytme og klang, når jeg former sætningerne, filer på dem, skriver om, flytter rundt på ord alt efter, hvordan det lyder. Og til sidst læser jeg det hele højt, for også på den måde at fornemme musikken i sproget.

Min musikerbaggrund har også været lærerig på anden vis. Den har været en uvurderlig træning i fornemmelse for struktur og helhed. For den analytiske bedømmelse kan ikke stå alene: Når man selv vil vide, hvornår et kreativt arbejde er helt og færdigt, er det afgørende vigtigt også at kunne mærke det. 

En gang imellem kan jeg dog godt savne at spille. Men så er det godt, jeg kan kombinere de to sider, musikken og litteraturen, som på den italienske Le Corde dell’Anima-festival i Cremona (den by, hvor Stradivarius boede og arbejdede). Festivalen har vekselvirkningen mellem litteratur og musik som omdrejningspunkt, og i 2014 var jeg inviteret til at deltage. Her optrådte jeg med det italienske band Bud Spencer Blues Explosion og blev interviewet om Øjesten. Vi spillede en version af Memphis Minnies “When the Levee Breaks” og en instrumentaludgave af The Rolling Stones’ “No Expectations” sandwhichet ind imellem, jeg blev interviewet på scenen.

 

På scenen med Bud Spencer Blues Explosion

Le Corde dell’Anima, Nei tuoi Occhi, Bud Spencer Blues Explosion