“Ret suveræn”
-DAGBLADENES BUREAU

-FINDALS KRIMISIDE

-BECH´S BOOKS

FJENDEN IBLANDT OS

(2019)

Ghettobebyggelsen Oksevænget på Bellahøj i København har længe været i mediernes fokus med kriminalitet, etniske spændinger og sociale problemer. Men med en lang, sej indsats er det lykkedes kommunen og beboerforeningen at få vendt den nedadgående spiral.

Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, vil ind i landspolitik, og sammen med sin særlige rådgiver, planlægger han at besøge området. Københavns politi står i et dilemma: Nægt og få pressen og halvdelen af Folketinget på nakken, eller lad ham komme ind med risiko for optøjer, der kan brede sig til hele byen.

Politidirektøren vælger at lægge en jernring om Oksevænget. Ingen kommer ud, og ingen kommer ind, så længe borgmesteren er på stedet.

Men netop som Kristian Havholm og hans rådgiver er på vej i borgmesterbilen, og den samlede danske presse står linet op uden for afspærringen, finder en beboer liget af en otteårig pige i en skraldecontainer — og porten til helvede er åbnet.

Politiassistent Lars Winkler, der netop er vendt tilbage efter to ugers tvungen orlov, udnævnes til efterforskningsleder. Det bliver sytten timer i Oksevængets heksekedel — og med Kristian Havholm i en overraskende rolle — som Lars sent vil glemme.

Fjenden i blandt os er sjette bind i serien om politiassistent Lars Winkler. Først og fremmest er det en spændende krimi om mord, politiarbejde og frygt. Men i et lidt større perspektiv er det også en bog, der handler om, hvordan vi taler sammen. Om hvad vi kan gøre og måske særligt ikke bør gøre, hvis vi fortsat skal kunne leve sammen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

-SIDSELSBOGREOL.DK

– DAGBLADENES BUREAU

-FINDALSKRIMISIDE.DK

-BOGFIDUSEN.DK

“Melander har sin egen stemme, der gør hans romaner til noget særligt.”
-POLITIKEN

 

DE DØDE OG DE UFØDTE

(2018)

En regnfuld søndag aften i februar henrettes to mænd med maskinpistol i en bil på Slotsholmen i København. Drabsvåbnet leder efterforskningen og politiassistent Lars Winkler mod rockermiljøet. Journalisten Louise er rejst til Vietnam for at opspore sin biologiske mor. Her hører hun om et dansk firma med patent på en ny — og ikke helt uskadelig — rissort. Da Louises vender hjem til Danmark, har der været indbrud i hendes lejlighed. Nogen er efter hende. Opklaringen af dobbeldrabet på Slotsholmen står i stampe, og politiet retter opmærksomheden mod ofrenes fortid. Er der en sammenhæng mellem et uopklaret drab fra 1980’erne og nutidens makabre sag? Lars Winkler forsøger at nå til bunds i en sump af pengebegær og organiseret kriminalitet, der har tråde til Vietnamkrigen, et afvænningscenter for narkomaner og samfundets øverste
politiske lag.

 

 

 

 

 

 


 

 

– FEMINA

“… dette flot komponerede plot om Christiania, Tivoli og det tilsyneladende postkort-pussenussede lille eventyrland Danmark. Bag facaden lurer råddenskaben, og selv om det serveres realistisk, råt og rystende, er det også underholdende …” og videre: “Melander skriver rasende godt.” – BERLINGSKE

“Melanders effektive opus 4.”
JYLLANDS POSTEN

DET BEDSTE TIL MIG OG MINE VENNER

(2016)

Et lig hænger under Ballongyngen i et snedækket Tivoli en nat fem dage før jul. Stukket ihjel, spændt fast til bunden af gondolen. Den dræbte er Tivolis personalechef, Hanne Leth-Jeppesen og ikke ligefrem elsket af sine kolleger.

Opklaringsarbejdet kompliceres, da hustruen til en af de mistænkte udsættes for drabsforsøg på Christiania. Imens er hendes familie ved at falde fra hinanden, men en dyster hemmelighed hviler over familien, og ingen ønsker at tale med politiet. Politiassistent Lars Winkler må navigere i en dunkel labyrint af modstridende interesser og fortrængt fortid. For drabet i den mennesketomme eventyrhave – der snart følges af flere – har tråde tilbage til en Gasolin’-koncert i Tivoli i midten af 1970’erne, et kollektiv på Østerbro samt en makaber drabssag på Christiania i 2007

 

 

 

 

 

“Melander skriver fremragende, nogle steder decideret poetisk, pågående, pompøst og med et godt skud intellektuelle og musikalske vitaminer.”
– BERLINGSKE

-POLITIKEN

“Han er eminent til at fange stemninger, og tit er hans tekst lige så detaljerig og fantasifuld som et papirklip af H.C. Andersen.” –WEEKENDAVISEN

Læs uddrag af bogen her

DE BERUSEDES VEJ

(2015)

En bombe eksploderer i et baghus på Nørebro i København. På gerningsstedet finder politiassistent Lars Winkler det maltrakterede lig af Thorbjørn Lehbæk, journalist ved den venstreorienterede netavis Modkraft.

Synet af den afdøde slår benene væk under Lars, for Thorbjørn og han var engang nære venner. Er Thorbjørn offer for et attentat? Eller var han i virkeligheden i færd med at fremstille en bombe rettet mod det nært forestående EU-topmøde?

Overbevist om Thorbjørns uskyld kommer Lars på sporet af en terrorcelle, og truslen om flere bombesprænginger viser sig at være overhængende. Samtidig hvirvler efterforskningen op i de to venners fælles fortid i 80’ernes punk- og BZ-miljø. Ikke alt fra dengang tåler dagens lys. Og ikke alt er tilgivet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

-FEMINA

“En fantastisk og fanden-i-voldsk finale, du med garanti ikke havde set komme … Glæd dig til et par nætter uden megen søvn.”
– NORDJYSKE STIFTSTIDENDE

“Storbystrømer med sprogligt vingefang … Serafine er en ambitiøs krimi, der lykkes med langt det meste.” – POLITIKEN

“Med Serafine slår Melander fast, at han er et af de nye store navne på den danske krimiscene.” – BERLINGSKE

-EKSTRA BLADET

SERAFINE

(2014)

1999 En lille dreng åbner døren til det værelse, han deler med sin 14-årige storesøster på flygtningecentret Margretheholm. På sengen med det krøllede tæppe ligger søsteren død, med en saks stikkende op fra et sår i halsen. Oven på hende ligger en mand.

2013 Københavns overborgmester bliver fundet myrdet i sin herskabslejlighed. På gerningsstedet finder man en ung kvinde af udenlandsk oprindelse, tilsyneladende prostitueret. Hun er i choktilstand og nægter at opgive andet end sit navn – Serafine.

Politiassistent Lars Winkler er på den delikate sag, som kompliceres yderligere af, at den myrdedes mor, partiformand for De Radikale og landets økonomiminister, blander sig i efterforskningen – godt hjulpet af sin PET-agent, som også er Lars’ ærkefjende. Da Lars begynder at grave i overborgmesterens fortid, er der dunkle huller. Langsomt afdækkes en historie om en ung, idealistisk mand, der kun havde ét ønske: at gøre sig fri af sin familie og leve sit eget liv.

Læs uddrag af bogen her …

 
 
 
 
 
 
 
 

 

-FEMINA”

 

“Cool københavnerkrimi…
En sand fornøjelse at læse … velkomponeret og godt gammeldags uhyggelig.”
– BERLINGSKE

– DAGBLADENES BUREAU

-EKSTRA BLADET

“Uforbeholden ros til sprog, puls og tempo.”
– JYLLANDS POSTEN

 

“Brilliant debut.”
– SUGARPULP MAGAZINE, Italien

 

“Impressive …  a writer of real distinction …  this is a striking crime debut.”
– CRIMETIME.CO.UK

ØJESTEN

(2013)

Øjesten er en krimi fra Københavns gader om familie og ondskab – og en fortælling om, hvordan en morder bliver til. Under besættelsen plejer en ung pige en engelsk pilots sår i en skjult kælder. Hun forelsker sig, men forholdet får fatale konsekvenser, der kommer til at række helt op i nutiden.

Her ryster en makaber mordsag København. På Amager Fælled finder man en myrdet kvinde. Liget er præserveret, og hendes øjne fjernet med kirurgisk præcision. I en villa i den mere mondæne del af byen holder en mand et sælsomt middagsselskab. igen og igen.

Politiassistent Lars Winkler skal lede efterforskningen af “Ole Lukøje-sagen”, som pressen døber den. Det er ikke hans eneste udfordring: Hans kone har forladt ham, datteren Maria er i oprør, og fjender i afdelingen vogter på ham. Lars’ fortid, som længe har været en offentlig hemmelighed i politiet, er ved at indhente ham.

OBS: Dette er en opdateret udgave, der udkom i februar 2018

 

Læs uddrag af bogen her …

Lars Winkler

Lars Winkler – hovedpersonen i Jakob Melanders kriminalromaner, er en kontroversiel figur på Københavns Politigård, og en mand med mange facetter: Far, politimand, tidligere punk og nuværende speedmisbruger …

I videoen til højre fortæller Jakob Melander om Lars og om hvordan, han blev som han blev.

EN FORFATTER INTERVIEWER SIN HOVEDPERSON

– Herunder har Jakob Melander sat sin hovedperson stævne. Det følgende er en uredigeret udskrift af deres samtale …

JM: Velkommen til, Lars. Og tak fordi du gik med til det her lille interview.

LW: Har jeg noget valg? 

JM: Hm. Jeg vil gerne begynde med din fortid. Den er jo lidt usædvanlig for en politimand. 

LW: tror jeg lige, jeg skal have en smøg.

JM: Jeg er ikke så glad for, at du … (LW tænder en Blå King’s, forsvinder i en røgsky) Nå, ja. Så lad gå da.

LW: Det var jo sådan set dig selv, der bestemte, at jeg skulle være ryger. Eller det har du måske glemt? 

JM: Nu var det jo din fortid, vi skulle tale om, ikke –

LW: Du vil altså gerne høre om 1980‘erne? Punkrock og husbesættelserne? Ved du, hvad jeg tror? Jeg tror, du er ved at blive gammel. At du er panisk angst for at glemme. Og nu vil du have mig til at genopfriske det for dig! Gennemleve det hele en gang til. Har jeg ret?

JM: Altså, det er jo ikke mig, men læserne … Kom nu bare –

LW: Ja, jeg kan jo i hvert fald sige, at det igennem de to bøger, du efterhånden har skrevet om mig, altid har irriteret mig, at du ikke har skelnet ordentligt mellem punk og BZ. Der var selvfølgelig noget overlap mellem de to. Men for mig var punk et æstetisk oprør, og hvis det havde en politisk dimension, var det gennem æstetikken, musikken og tøjet. Det var på den måde, vi sagde nej til alt det gamle lort. Politik var no-go, den havde 68‘erne allerede taget monopol på. Det var en blindgyde, der var vi nødt til at tage en anden vej. Og det blev så afvisningen. Det negative. BZ, derimod, og de autonome, de var – er – jo virkelig politiske.

JM: Men som politimand …

LW: Da punken lå i sine krampetrækninger, var BZ jo sådan set allerede så småt igang. Og der var da også nogle, der fulgte med over. Men jeg trak mig. Du kan vel trods alt stadig huske, at jeg rejste over til min far i New York?

JM: Men inden da var du da med til gadekampe og den slags. Hvordan har du det i dag, når du tænker på, at du har smidt brosten efter dine nuværende kolleger?

LW: Jeg har aldrig smidt med brosten!

JM: Det var, hvad du fortalte Sanne, ja. Men vi ved begge to, at det ikke er hele sandheden.

(Pause)

LW: OK, det var måske ikke så smart. Men som sagt trak jeg mig. Det blev for voldeligt. Jeg kunne jo se, det ville ende med, at nogen ville blive slået ihjel, og …

JM: Ja, og der var jo også én, det endte temmelig skidt for. Kan du ikke fortælle lidt om det?

LW: tror jeg, vi skifter emne.

JM: Men dine kolleger –

LW: Ja, takket være dig, er det jo en offentlig hemmelighed, hvad jeg lavede, da jeg var 16. Andre har stjålet knallerter, drukket sig i hegnet eller kørt uden kørekort. Og de kan mærkelig nok sagtens være glimrende politifolk i dag. Det er kun mig … Nå, kollegerne i Afdelingen for personfarlig kriminalitet ved det, og der er ikke noget dér. 

JM: Og dine gamle venner fra miljøet?

LW: Jeg ser ikke nogen af dem mere!

JM: Det vil du ikke tale om?

LW: Nu må du holde op. Det her er ved at blive lidt for skizofrent for mig. Og du skal heller ikke tro, det her er nogen særlig original idé. Det er ikke første gang, en forfatter eller “kunstner” interviewer sin egen karakter. Tegneserietegneren Will Eisner interviewede sin detektiv/superhelt The Spirit i 1970’erne, og bugtaleren Edgar Bergen interviewede sin dukke, Charlie McCarthy, tilbage i 1940’erne, var det vist. Nå. Desuden mener jeg, jeg sagde, vi skiftede emne for lidt siden?

Pause. Ingen siger noget. JM laver kaffe. LW tænder endnu en cigaret.

JM: OK. Vi prøver igen. Der er nogle, der har kritiseret dig for at være en kliché af en krimihelt – rod i privatlivet, fraskilt, afhængig af det ene og det andet?

LW: Lige dén falder vist tilbage på dig, ikke? Men jeg bliver nu alligevel lidt stødt over at blive kaldt en kliché! Jeg har f.eks. aldrig hørt om en politimand fra kriminallitteraturen, der har været punk. Og med hensyn til det andet … jeg tror, det bliver svært at finde en hovedperson fra den vestlige verdens spændingslitteratur, der IKKE har rod i privatlivet. Der skal være noget på spil. Det her skal jo være dramatisk, helten skal være ved at miste noget. Det skal gøre ondt på ham, ellers er vi ligeglade med ham og hans projekt. Hvor mange, tror du, gider læse om en spejderleder, der hjælper gamle damer over vejen og er god mod børn og dyr? Ikke at der er noget galt i det, men …

JM: Dér er vi i hvert fald fuldstændig enige. Men derfor behøvede du da ikke være fraskilt? Hvad siger du til det?

(LW tænker sig om, længe)

LW: Jeg synes ikke rigtig, der er andre, der har bemærket det, men et særkende ved den skandinaviske kriminalroman – eller rettere sagt: mandlige politifolk i den skandinaviske kriminallitteratur – er jo faktisk, at de står på sidelinien til tilværelsen og kigger ind. For nogens vedkommende – Sjöwall og Wahlös Martin Beck, for eksempel – kan man nærmest tale om en regulær depression.

JM: Og hvad har det med at være fraskilt at gøre?

LW: Det er jo netop det interessante. Politimanden er jo et af de få tilbageværende udpræget maskuline fag, der er tilbage. Udover ham er der kun sådan nogle som brandmanden og soldaten. Og i hvert fald de mandlige skandinaviske kriminalforfattere, sådan nogle som dig, I skildrer jo faktisk den maskuline situation efter kvindefrigørelsen, hvor mændene ikke rigtig aner, hvad de skal gøre. Konen er skredet med ungerne og klarer sig sådan set fint uden ham. Så står han dér tilbage og kigger ind på alt det, han har mistet, og kan ikke rigtig finde ud af, hvordan han skal nå ind til sin tilværelse igen. Altså, det her synes jeg faktisk er langt mere interessant end al den snak om den “samfundskritiske” kriminalroman.

JM: Det er vel også samfundskritisk. For eksempel lyder det da for mig, som om du er imod kvindefrigørelse?

LW: Hvis du lige spoler tilbage kan du ikke finde ét eneste sted på din fine harddiskrecorder, hvor jeg siger, jeg er imod kvindefrigørelse. Det jeg siger er, at nu er vi nået et langt stykke – ikke alle steder, men i hvert fald i familiesituationen – med kvindefrigørelsen. Og det er fint. Sådan skal det være. Men det er nemmere at ændre på institutioner og love og alle de ydre ting, end at ændre på mentaliteten og tankesættet. At justere sig mentalt til, at forholdene har ændret sig. Det er meget sværere. De fleste mænd i Skandinavien i dag er jo vokset op med kvindefrigørelsen og at det er godt og rigtigt. Og det er det også. Der er bare ikke rigtig nogen, der ved, hvad det betyder for det at være mand. Hvordan er man det? I dag?

JM: Ja, vi prøver vel alle sammen ...

LW: Præcis. Vi prøver, men indtil videre lykkes det måske ikke så godt. Noget helt andet, i forhold til det med at hovedpersonerne tit er fraskilte og afhængige af det ene og det andet, som du kalder det … og lad mig lige indskyde, at når jeg tager speed en gang imellem, så er det altså ikke bare tilfældigt. Speed, amfetamin, var stoffet, da jeg var punk, det passede perfekt til tidsånden. Michael Strunge udgav en digtsamling, der hed Livets hast, en oversættelse af David Bowies instrumentalnummer, “Speed of Life,” der åbner “Low” (og det er heller ikke en tilfældig titel). Så speed hænger sammen med min karakter. Man kan måske endda sige, det løber mig i blodet – nå, ja det var det med det fraskilte, eller kaos. En dramatisk historie kræver jo en dedikeret hovedperson, en der med sin vilje til at gå imod strømmen skubber til handlingen og sætter den i bevægelse. Hvis vi, altså os, hovedpersonerne, var bureaukrater, ville vi jo lukke computeren klokken 16 og gå hjem til familien. Det er der ikke meget drama i. Vi skal have kaos i vores privatliv, det er den nødvendige modsætning til vores totale dedikation, for så kan vi da i det mindste skabe orden i ét lille hjørne af livet: nemlig vores arbejdsområde. Det er i øvrigt også en temmelig almindelig maskulin tankegang, at du ved det.

JM: Jeg ved ikke rigtig, hvordan vi skal komme videre herfra …

LW: Jeg har heller ikke mere at sige. Er der mere kaffe?

Ihh altså, Serafine var fandme god, ikke til at slippe igen når først man gik igang. Måtte læse den i ET hug …  Glæder mig allerede til 3’eren. Det er godt gået. Respekt!

Katrine Kent via Facebook

 

Så blev jeg færdig med din nyeste – hold så fast du fortsætter, hvor du slap med Øjesten. 5 store stjerner herfra til begge bøger.

Stina Holdt via Facebook  

“Berlingske skrev, du bider de bedste i haserne. Det må være med de første to. Med De berusedes vej har du bidt dig foran. Med længder!”

Merethe Jakobsen, Twitter

 

 

Så er Serafine læst – stort set uden pauser – hold nu op super bedste krimi indtil dato. Jeg glæder mig til den næste.

Dorthe Bay-Kastrup via Facebook

 

INTERNATIONALE VERSIONER